Nyren set med Østens forståelse

Balance i Nyren har du en stærk vilje. Ved ubalance kan du drukne i unødig frygt.

I kinesisk medicin arbejder vi med kroppen på en anden måde end i vestlig medicin. 

Når jeg skriver Nyrer, Blære, Blod eller andre organer med stort begyndelsesbogstav, handler det om den kinesiske forståelse af organernes energi og funktion. Når ordene skrives med lille begyndelsesbogstav, handler det om den vestlige, fysiske forståelse.

Denne artikel må derfor ikke sammenlignes direkte med nyrernes funktion set i vestlig medicin. Nyresvigt, forstørret nyre eller andre nyrediagnoser er ikke det samme som den måde, vi arbejder med Nyreenergien i akupunkturen.

I vintermånederne er det Nyreenergien, der fylder mest i den kinesiske filosofi. Det er vandelementets tid. En tid, hvor kroppen kalder på ro, fordybelse og genopbygning.


Livsenergi – Qi

I kinesisk medicin arbejder vi med livsenergi, også kaldet Qi. Qi kan beskrives som den energi, der bevæger sig gennem kroppen, organerne og meridianerne. Det er den energi, akupunktur nålen kontakter og hjælper tilbage i balance.

Din Qi kan påvirkes af din livsstil, din kost, dine følelser, klimaet omkring dig og den måde, du bruger eller overbelaster dig selv på. Når Qi kommer i ubalance, kan det vise sig som træthed, smerter, uro, sygdomstendens eller følelsen af, at kroppen ikke helt kan finde sig selv igen.

Ligesom årstiderne bevæger sig gennem året, bevæger livsenergien sig gennem kroppen i forskellige rytmer. I kinesisk medicin er hver årstid forbundet med et element og en særlig organenergi.

Foråret hører til træelementet og Leveren. Sommeren hører til ildelementet og Hjertet. Sensommeren hører til jordelementet og Milten. Efteråret hører til metalelementet og Lungen. Vinteren hører til vandelementet og Nyrerne.

Hvert element har sine egne følelser, sin egen smag, farve, lyd og særlige egenskaber. Når der er balance, arbejder kroppen i harmoni. Når der opstår disharmoni, kan det vise sig som symptomer, mangler, uro eller fysiske og mentale ubalancer.

Når vinteren er her, er det tid til at se nærmere på vandelementet, hvor Nyre- og Blæreenergien har sin store rolle.


Vandelementet – vinterens energi

Vinteren er den tid på året, hvor naturen trækker sig tilbage. Træerne står nøgne, dyrene går i hi, og jorden samler kræfter under overfladen. Det samme har vi mennesker brug for, selvom vores hverdag ofte prøver at bilde os noget andet ind.

I vandelementets tid har du brug for ro, varme, hvile og fordybelse. Det er her, du skal lytte mere indad end udad. Det er her, du kan mærke efter, hvad året har givet dig, hvad der skal slippes, og hvad du gerne vil tage med dig videre.

Vinteren er ikke skabt til konstant aktivitet, højt tempo og præstation. Den er skabt til genopbygning. Det er her, du skal pleje dit indre batteri, så du har styrke, når foråret igen begynder at presse liv og bevægelse frem.

Vilje og ambition hører også til vandelementet. Når Nyre- og Blæreenergien er i balance, har du en sund vilje. Du kan sætte dig mål, holde fast og gå fremad uden at miste dig selv eller tromle andre ned på vejen.

Når vandelementet kommer i ubalance, kan viljen enten forsvinde, så du mister retning, mod og handlekraft, eller den kan blive hård og overstyret, så du presser dig selv langt ud over dine egne grænser.


Frygt – vandelementets følelse

Den følelse, der hører til vandelementet, er frygt.

Frygt er ikke forkert. Den er en vigtig følelse, når den er i balance. Den hjælper dig med at have respekt for fare, mærke dine grænser og passe på dig selv.

Men når frygten kommer ud af balance, kan den begynde at styre. Så kan den vise sig som ængstelse, bekymring, katastrofetanker eller en næsten konstant søgen efter bekræftelse på, at alt nok skal gå.

Det er her, du kan føle, at du drukner lidt i dit eget indre vand. Ikke fordi der nødvendigvis er reel fare, men fordi kroppen og nervesystemet ikke kan finde ro. Du kan blive fanget i tanker om alt det, der kan gå galt, og miste kontakten til din indre styrke.


Nyrerne i kinesisk medicin

I kinesisk medicin har Nyrerne en meget central betydning. De forbindes med vores grundenergi, vores livskraft og den energi, vi er født med.

Man siger, at Nyrerne rummer vores nedarvede energi, vores arvemateriale og vores livscyklus. Hos kvinder beskrives livscyklussen traditionelt i perioder på syv år, og hos mænd i perioder på otte år. Det er blandt andet her, pubertet, fertilitet, aldring og overgangsalder forstås ud fra den kinesiske filosofi.

Hos kvinder har Nyrerne indflydelse på livmoder, æggestokke, menstruation og overgangsalder. Hos mænd forbindes Nyreenergien med sædkvalitet, hormonel funktion og prostata. Samlet set har Nyrerne i kinesisk medicin betydning for vores evne til at formere os, vores libido og vores dybere livskraft.

Nyrerne forbindes også med knogler, lænd, knæ, ører, hår, viljestyrke og den dybe energi, der bærer os gennem livet. Når Nyreenergien er stærk, føler du dig mere robust, jordet og i stand til at stå fast i dig selv. Når den er svækket, kan du føle dig træt, bange, drænet eller som om kroppen ikke længere har den samme bund.

I kinesisk forståelse siges det, at når Nyreenergien er brugt op, er livet også brugt op. Det kan lyde lidt dramatisk, men det peger på noget vigtigt: Vi skal passe på vores dybeste ressourcer, mens vi har dem.

Blæren i kinesisk medicin

Blæren arbejder tæt sammen med Nyrerne. I kinesisk medicin siger man, at Blæren udfører Nyrernes ordrer.

Blæremeridianen er kroppens længste meridian og har hele 67 punkter. Den løber fra hovedet, ned langs ryggen, videre gennem benene og helt ud til fødderne. Derfor har Blæreenergien også stor betydning i arbejdet med smerter, spændinger og ubalancer i kroppen.

I den kinesiske filosofi hjælper Blæren med at fordele kroppens væsker. Det rene bliver i kroppen og nærer den, mens det urene bliver udskilt som urin.

Når denne funktion kommer i ubalance, kan det blandt andet vise sig som problemer med vandladning eller væskeophobning i ben, ankler eller andre steder i kroppen.

På det mentale plan kan ubalance i Blæreenergien vise sig som mistænksomhed, jalousi, misundelse eller en indre uro, hvor man har svært ved at stole på andre eller på livet selv.

Når Nyreenergien er i ubalance, er det især frygten, der dominerer. Det kan være den overvældende frygt for, at alt går galt, eller det modsatte: en form for frygtløshed, hvor man mister den sunde respekt for egne grænser.

Nyre yang – kroppens varmeapparat

I kinesisk medicin taler man både om Nyre yin og Nyre yang. De er to sider af samme energi og skal helst arbejde sammen i balance.

Nyre yang kan beskrives som kroppens varmeapparat. Det er den energi, der hjælper dig med at holde varmen, have dynamik, mod, livsglæde og viljestyrke. Den hjælper dig med at tage beslutninger og føre dem ud i livet.

Når Nyre yang er svækket, kan kroppen føles kold, tung og træt. Du kan mangle drivkraft, retning og mod. Det er ikke bare almindelig træthed, hvor en god nats søvn løser det hele. Det kan være en dybere udmattelse, hvor kroppen føles som om, den kører på lavt blus.

Nyre yin – kroppens køleapparat

Nyre yin er modpolen til Nyre yang. Hvor yang varmer og sætter i gang, køler og beroliger yin.

Nyre yin kan beskrives som kroppens køleapparat og den dybe, stille energi. Det er her, du finder ro, restitution, væske, indadvendthed og den mere nærende del af din energi.

I kinesisk medicin forbindes Nyre yin også med essensen i din livscyklus. Når vi bliver ældre, svækkes denne essens naturligt. Det er en del af livets rytme, men tempoet kan påvirkes af, hvordan vi lever, spiser, hviler og bruger os selv.

Yin og yang skal følges ad

Nyre yin og Nyre yang er dybt afhængige af hinanden. Det hjælper derfor ikke bare at styrke yang uden at tage hensyn til yin. Og det hjælper heller ikke kun at nære yin, hvis yang er helt gået i stå.

Det er netop balancen mellem yin og yang, der er vigtig.

Hvis du for eksempel har tydelige tegn på Nyre yang svækkelse, men også begynder at få symptomer på Nyre yin svækkelse, kan det være et tegn på, at ubalancen har stået på længe. Nyrerne er tæt forbundet, og over tid kan både yin og yang blive påvirket.

Det ses ofte hos ældre mennesker, fordi Nyreenergien naturligt bliver svagere med alderen. Men jeg ser også flere midaldrende mennesker med denne tendens. Mange har presset sig selv for længe. De har givet mere, end kroppen havde energi til. På et tidspunkt kommer regningen, og den kan føles som tung udmattelse, uro, manglende retning eller en krop, der ikke længere kan løftes med viljen alene.

Hvad kan du selv gøre for at støtte Nyreenergien?

Nyreenergien handler ikke kun om kost. Den handler også om, hvordan du bruger dit liv. Om du hviler, når kroppen beder om det. Om du tør sige nej. Om du holder dig varm. Om du sover nok. Om du lytter til din frygt uden at lade den overtage styringen.

Vandelementet minder os om, at styrke ikke altid larmer. Nogle gange er den største styrke at stoppe op, trække sig lidt tilbage og samle kræfter, før du går videre.

Akupunktur og balance i Nyreenergien

Med akupunktur arbejder jeg med at støtte kroppens egen evne til at finde balance. Når Nyreenergien er svækket eller i ubalance, ser jeg ikke kun på ét symptom. 

Jeg ser på hele billedet: din energi, din søvn, din varme eller kulde, dine smerter, din uro, din livssituation og den måde kroppen forsøger at kompensere på.

For kroppen fortæller altid noget. Også når den hvisker. Og ofte har den hvisket længe, før den begynder at råbe.

Når vandelementet er i balance, står du stærkere i dig selv. Du har kontakt til din vilje, men du presser ikke dig selv i stykker. Du kan mærke frygt uden at drukne i den. Du har en dybere ro i kroppen og en fornemmelse af, at der er bund under dig.

Det er den balance, vi arbejder hen imod.

Ønsker du mere viden omkring Nyren?

Så kan du se webinaret omkring Nyren og vandelementet. Hvad du kan spise og selv gøre for at passe på både Nyre yang og Nyre yin, samt vi dykker dybere ned i hvad Nyren gør ved dig både fysisk og psykisk.

Se mere om webinaret her.

Hvis du fortsat ønsker at navigerer på vores hjemmeside, skal du accepterer cookies.
Læs mere om brug af cookies